Historien om JBJ


Det var i 1949, hvor det hele begyndte med indkøb af 17 oste og en lånt trehjulet budcykel. Jørgen Bent Jacobsen var netop vendt hjem efter endt soldatertjeneste, og da faderens købmandsbutik ikke kunne skaffe føde til 2 familier, så måtte Jørgen Bent starte på egen hånd. Og det blev derfor til indkøb af 17 hele oste, der blev solgt til lokale købmand og bragt frem til butikkerne på den trehjulede budcykel. Den første dagsomsætning løb op i bare kr. 121,91, så der skulle arbejdes hårdt og målrettet for at skaffe brød på bordet til familien.

Og det lykkedes ved hårdt arbejde og en ihærdig indsats.


Som tiden gik, udviklede sortimentet sig fra kun at omfatte hele oste til også at omfatte styk-ost, som Jørgen Bent og fru Ingrid selv skar ud og pakkede, så købmændene meget lettere kunne sælge meget mere ost.

Efterhånden blev det bedre tider, og budcyklen måtte vige pladsen for først én bil og så efterfølgende for flere salgsvogne.

Med starten på udskæring af styk-ost var grundidéen bag JBJ-OST skabt: Det skal både være nemt for butikkerne at sælge ost og nemt for kunderne at bruge osten. Og denne grundidé blev baggrunden for, at J.B. Jacobsen i de følgende år blev blandt de mest dynamiske foregangsmænd inden for udskæring af ost i skiver.


Først blev det til skiveskåret ost til brug i den private husholdning, men snart fulgte udskæring af ost i skiver til catering-sektoren, som snart skulle vise sig at blive virksomhedens absolut største og vigtigste forretningsområde.

Blandt de allerførste produkter var den lille 20 g portionspakning med 2 skiver ost. Den er fortsat i sortimentet og er med tiden blevet en ægte klassiker inden for skiveskåret ost. Naturligvis behørigt opdateret i design og smag hen over årene og i dag et produkt, som næsten alle kender.